Hytteostmayo: Verdens lækreste Protein "Mayo"

Hytteostmayo: Verdens lækreste Protein "Mayo"

Hytteostmayo: Protein pakket næsten “mayo” 

Jeg ELSKER den her hytteostmayo, den er cremet, lækker og smager helt fantastisk og så mætter den og giver mig MASSER af protein, som jeg skal ha til HVERT måltid.

Men hvorfor så meget protein Hannah?
Ok, jeg er jo tilbage i crossfit-kirken (Arca) på Nørrebro tre-fire gange om ugen efter 8-9 års pause... ja det er en længere historie, men det er noget med at jeg river min ledlæbe i hoften over - AV! Du kan læse opdateringen her.

Ja du kan selvfølgelig også følge mig og min nye livsrejse på instagram efter to hofteoperationer, hvor jeg en gang for alle lægger en holdbar trænings- og kostplan for min krop og liv der skal holde mig kørende i mange årtier endnu. Ja det bliver måske lidt bloggeragtigt (eeew), men jeg tænker faktisk at det, at dele min historie om den evige kamp med vægten og selvværdet er vigtigt, da der nok er mange andre der kan spejle sig i den problematik. 

Kender du det når du skal til fest eller møde og du skal finde pænt tøj, og så sidder det bare ikke som man vil ha' det, fordi ens indre billede af hvordan ens krop skal se ud er helt forskruet af årtiers dameblade og nu også med social media - Hold kæft jeg hader det. Jeg hader at få en mindre depression inden jeg skal ud af døren fordi jeg har deller på ryggen og mormorarme. Jeg er fast besluttet på at få det bedre med mig selv og få en stærk krop, som jeg kan være venner med fordi, det har fandme fyldt for meget hele mit liv at jeg har gået og slået mig selv i hovedet over ikke at være tynd som en pind med en hvepsetalje siden en gang i 90'erne. Nemlig, den gang hvor alle skulle være narko-tynde (Skrækkeligt!) Men anyways, det sidder dybt i mig og jeg skal hver dag finde en vej til at elske den krop der har båret mig igennem de 40 år jeg har været på denne planet. 

Jeg håber du vil følge med - det bliver i hvertfald ikke kedeligt.

Og når jeg nu har din opmærksomhed: Det var en kæmpe fejring for mig i morges, for I dag er min muskelmasse højere end den har været i over 3 år og min fedtprocent er lavere end den har været i de samme tre år - det er kæmpe fremskridt - YEEEEAAAAHHHHH: You go girl Hannah. Bare efter 5 ugers Crossfit. Meeeeeen der er lang vej endnu. Og så tænker du: ej men hvad er din fedt procent og hvad er dine tal og vægt og det hele...???? Men damer og herrer, det er jeg slet ikke klar til at dele endnu - men det skal nok komme.... To be continued.
Du er velkommen til at blive min hypeman/woman i kommentarfeltet her på bloggen og på instagram også :)

Og nu (næsten) til opskriften du er kommet efter :)

HUSK Protein til hvert måltid!
Der skal protein til hvert måltid for at jeg kan opbygge muskelmasse og sætte min forbrænding i vejeret og nej, det behøver ikke komme i form af en bøf eller en kylling: derfor er min nye obsession altså hytteost.

Næringsindhold: Hytteost indeholder nemlig 14g protein per 100g og kun 1,5-4% fedt, afhængig af hvilken en du vælger.

Du kan bare spise løs, for den her proteinpakkede ”mayo” er det lækreste.

 

Hytteostmayo 

(Hyttemayo... Hüttemeier... Badabum tschhh...)

Ingredienser:
450 g hytteost

3-4 spsk hvidvinseddie

2 spsk. dijon sennep

3 spsk. Olivenolie

Salt og peber

Sådan gør du: 

  1. blend hytteosten med dijon, eddike, salt og peber.
  2. tilsæt olie, rør rundt og blend igen.
  3. smag til med salt, peber og evt. mere eddike.

Server til sprøde kartofler, kød, kylling eller salat - det smager godt på alt!

 

Se opskriften her og husk at følge med på Instagram - og smid et like og en kommentar, så bliver jeg glad 🫶

 

 

 

Back to blog

3 comments

Hej Hannah, tak for en supergod opskrift på Hytteostmayo, min blender var ikke helt enig med mig i, hvordan jeg skulle lave den mayo, så jeg kom lidt fløde i, så det nærmest blev til en dip, hvilket absolut ikke gjorde den dårligere.. Selv gemalen, som ikke kan lide dressing/mayo synes den var god… Bedre anbefaling fås ikke .. :-)

Karin Svensson

Synes det lyder super lækkert og skal helt sikkert prøves.

Birthe Cygan

Tak for god læsning – har købt din kagebog, sød kartoffel m.m. Skulle lige have overstået hofteoperation nr. 2 i onsdags, så nu er jeg klar!
Hilsen John, 69 1/2 år og stadig nysgerrig!

John

Leave a comment

Please note, comments need to be approved before they are published.